CSR – ARK 29-18
Ærede læsere af dette stolte magasin. Jeg kårespondenten, den bengalske tiger og evige altmuligmand, vender for en kort stund tilbage til offentligheden for at vikariere for vores ophøjede chefredaktør, der pt. er i fuld gang med en artikel for vores udenrigsredaktion i de sydligere luftlag.
Jeg vil forsøge ud fra bedste evne, at skitsere lørdagens begivenheder, selvom de er blevet lidt slørede herud på Påskens sidste stunder.
I lørdags drog et meget omskifteligt og multikulturelt ARK-mandskab mod øst, mod det fjerne København. Derovre, et sted mellem utallige floder og fjollede mennesker, holder CSR til og det var dem som Århus skulle besejre, hvis målet om en pokal-semifinale skulle indfries.
Holdet og træningen op til denne kamp kan beskrives med alle andre ord end kontinuerlig, da der godt nok havde været udskiftninger, afbud og rokeringer i en sådan mængde, at ingen helt kunne finde hoved eller hale i det hele.
Lige da forvirringen og panikken var ved at tage overhånd over mandskabet, trådte vores frygtløse leder til, den nyudråbte kaptajn, Kenneth aka Kødhammer. Han samlede alle tropperne på færgen, der var dagens valgte transportmiddel og holdte noget af en opløftende brandtale, hvor han afslutningsvist nærmest råbte: ”LETS SMASH EM!”[1], mens en gruppe rædselslagene, ældre damer passerede os med frygten malet i deres ansigter. Så var barren sat og moralen igen stabiliseret blandt tropperne.
Det bør dog nævnes for dem, der ikke kender Kenneth, at han er en mand med kun ét og meget højlydt toneleje, om det så er brandtaler, udskældning eller de sidste krampetrækninger for overlevelse pga. dehydrering på diverse hostels i England. Lad mig blot nævne et af hans mest kendte citater: ”VAAAAAND … VAAAAND … VAAAAAAAAND!!!”[2]
Selve kampen mellem ARK og CSR var som sagt en cup-kamp, hvilket betyder, at vinderen skulle findes på dagen i et vaskeægte sudden-death-opgør.
Det hele startede tæt, hvor det bølgede frem og tilbage og efter kort tid kunne Pee-Wee bringe ARK foran med en 5-0 føring. Dette var dog desværre ikke nok og et par dumme fejl af de mere rutinerede spillere, (kårespondenten i blandt, selvom han var undskyldt pga. en dødbringende knæskade, som han i øvrigt fik alt for lidt cadeau for) samt tydelige problemer i vores tidligere ellers så dominerende klynger og indkast, gav christianshavnerne en åben dør tilbage i kampen. ARK gik derfor til pause bagude med stillingen 11-14.
I anden halvlej blev det så tydeligt, at CSR var bedre sammenspillet, i bedre form samt at de havde en klar og effektiv game-plan, hvilken i sidste ende blev en for stor mundfuld for ARK-mandskabet.
ARK tabte i det lange løb og selvom der blev pyntet på resultatet til sidst, gik CSR fortjent videre med en komfortabel 29-18 sejr. Den vikarierende træner, Uwe the Germinator, var ellers imponeret af den præstation, som spillerne lagde for dagen, nye som gamle. Især da vi havde så mange nye spillere med. En af disse gik endda hele vejen og blev af begge hold kåret til dagens spiller, nemlig den australske mercenary, Liam O’Neill / ham den lille med det lange garn, som snakker med en mærkelig accent.
På vejen hjem var der fælleshygge og sprog work-shops på færgen, hvor en yderst intelligent Kåre bl.a. lærte fra sig af alle sine sprogkundskaber.
I næste uge, lørdag d. 2/4 inviterer Misfits-partnerskabet P-Dal og Martin alle interesserede til Esbjerg, hvor der vil være 2. divisionsrugby og mon ikke en lille øl i Århus efterfølgende. Om små to uger, tager førsteholdet til Fredericias navle, Erritsø, hvor årets 1. division begynder og guldtogtet for alvor indledes.
/The Kårlling
[1] Kenneths kendte Citater (2016) s. 243-44
[2] Best of Kenny (2016) s. 1
Powered by themekiller.com anime4online.com animextoon.com apk4phone.com tengag.com moviekillers.com