Som bestilt var vejrguderne med Aarhus Rugby Klub, der lørdag d. 19. marts havde inviteret til en historisk kvindekamp og en “comeback” kamp mellem ARKs senior og Odders ditto.
Ikke kun vejret viste sig fra sin bedste side. Banen var ligeledes blevet kridtet op til dans, og var et syn for guderne takket være Jens HHs kridhvide kridthænder og hans trofaste følgesvend – opkridtmaskinen. Som en anden bonusinfo kan det nu offentliggøres, at Jens HH ligeledes tiltræder som holdleder for ARKs førstehold. Dette blev mødt af nogle velfortjente stående ovationer over 2 omgange!
Som nævnt var det en historisk kamp der blev spillet med kickoff kl. 12.00, da 14 ARK piger (3 fra Odder) tørnede sammen i 2 kampe á 2×7 minutter. Spillet på banen komplimenterede det flotte vejr med flotte løb, knivskarpe afleveringer, hårde linjer og en del try-saving tackles! Selv dommeren havde taget sit pæne tøj på – om det var for pigerne eller for publikums skyld vides ikke. Men kommentarerne lød da bl.a. på “han ligner en ung Michelle Pfeifer”. Ikke desto mindre var der en fantastisk høj gejst blandt de fremmødte piger, og det lover godt for sæsonen. Stort cadeau til Lucy, Chief og Louis for det hårde arbejde – det betaler sig! Flot kæmpet af pigerne nedenfor.
Til trods for over 10 afbud havde 30 ARK spillere mødt op til kamp imod Odder, der i år er tilbage i 1. division efter et enkelt år i 2. division. ARKs nyudnævnte kaptajn, Kenneth “Kødhammer” Rasmussen ledte holdet til sejr, men det var ikke så gnidningsfrit, som nogen måske havde forventet. Det ene år væk har givet Odder en masse erfaring – og det kunne ses! Hård fight, stærke løb og en stor klynge gav ARK kamp til stregen, men dagens spiller – og kvindedommer – Pee-Wee viste stor spillelyst og scorede en del tries. Odder fik dog også nogle point på tavlen, så efter de 2x40min endte kampen ca. 52-19 til ARKs favør. Det skal blive spændende at følge Odder i år, og de har bestemt holdet og mentaliteten til at være med!
Trænerteamet Chris og Preben havde valgt at stille næsten 2 forskellige hold pr. halvleg, og det var ikke til at se, at der efter kampen blev hyldet hele 8 debuter. En af disse debuter, Rene, blev sammen med PW dagens spillere og lod sig hylde af publikum og spillere. De havde begge tørt hår efter de obligatoriske 2 sekunders “bundetid”, så det var noget af en præstation af de 2 backs. Der var ligeledes comeback (igen igen igen) af Bobby. Lad os håbe vi ser mere til ham!
Om det var pga. foråret eller de kolde øl vides ikke, men rugbyoptimismen lever i bedste velgående hos Aarhus Rugby Klub, og det lover godt for fremtiden.
Sommerens nye stil blev fremvist på ArkPARK af Rene og Bobby.
Et lettere kaotisk holdbillede med nogle få mangler.
Næste kamp bliver den svære udekamp imod CSR lørdag d. 26. marts kl. 14.00. Kampen bliver spillet på Speeds baner i Tårnby.
Powered by themekiller.com anime4online.com animextoon.com apk4phone.com tengag.com moviekillers.com