Lørdag kom dansk rugbys svar på Manchester City på besøg på ARK Park, og der var noget at revanchere efter et 38-20 nederlag tidligere i turneringen. Hundested overraskede os i den kamp, ligesom mange andre i denne sæson, og man må sige det er et slagkraftigt hold de har fået opbygget i den sjællandske havneby. Det kan kun være positivt for dansk rugby med flere stærke klubber i toppen, og vi må håbe de holder den positive udvikling.
Uden vores viden havde Aarhus kommune valgt at afprøve en massiv vindturbine for enden af Vårkjærvej, så kampen blev spillet i stiv kuling på langs af banen. Dette nød Hundested fordel af i første halvleg, og vi brugte meget tid i egen 22’er i starten af kampen. Godt forsvar holdte dog sælhundene ude, og efterhånden som angrebsspillet begyndte at flyde kunne vi langsomt arbejde os opad banen til 3-0. Det varede dog ikke længe før vi var tilbage på egen banehalvdel og stillingen var 3-3. Herefter fulgte vores bedste periode i kampen, med to tries inden for 10 minutter af hinanden, begge bygget på kontinuerligt angrebsspil. Det første blev afsluttet af Philip, efter godt forarbejde fra PW og Smiley Bill Williams. Det andet stod Matt for, efter en række offloads og pasninger fra halvdelen af den sydlige halvkugles befolkning. Men netop som man troede at tingene kørte på skinner svarede Hundested igen med deres eget flotte try, efter at have arbejdet bolden som et pendul på tværs af banen, og fik scoret i siden. Et straffe efter scoringen betød at Hundested kunne reducere yderligere fra midten af banen, til halvlegsstillingen 15-13.
Hundested startede anden halvleg bedst, men efter at have afværget stormen (den metaforiske), kunne Justin bruge stormen (den bogstavelige) til at banke bolden 60 meter ned af banen, og vi kunne arbejde derfra. Et straffe for usportslig optræden gjorde derefter stillingen til 18-13. Herefter bølgede kampen frem og tilbage indtil de sidste hektiske 10 minutter, hvor Hundested fik scoret efter et flot gennembrud gennem midten; 18-20. Herefter pressede ARK på, og fik også scoret ved Rene, som dog blev annulleret for en knock-on i scoringsøjeblikket. Det er her måske lige værd at smide en kommentar om, at mens passion ganske vist er en af vores kerneværdier, er det heldigvis på montesquieusk vis flankeret og til en grad afbalanceret af vores andre værdier; sammenhold, respekt, disciplin og fair play. Det skal man huske på, uanset hvordan man er involveret i spillet, om man er spiller eller – for eksempel – træner.
Anyhow fastholdte vi en positiv tilgang og fik også taget føringen via et straffe; 21-20. Vi var dog ikke færdige med twists – Hundested scorede nok en gang; 21-27 med meget kort tid igen. En anelse deja vu, men for nu at parafrase HKH Helmig, så er det os der står herude og banker på. Og vi blev ved med at banke på inden Asbjørn kunne score et minut før tid. Justin manglede stadig en svær conversion, men heldigvis følger han Gary Linekers råd, og spilder ikke de gode spark på opvarmning eller træning. Der var dog stadig tid et sidste Hundested angreb, efter det følgende opspark endte Hundested med at få tildelt en klynge. Her blev mysteriet om Saddams masseødelæggelsesvåben omsider løst, da det vidste sig, at de havde sneget sig til Viby for at destruere Hundesteds klynge. Det efterfølgende straffe blev sparket af banen og en hårdt tilkæmpet sejr var i hus.
Efter kampen blev Justin, Chief, Matt og TC kåret til kampens spillere, for fronte op fysisk til de store Hundested spillere. Der skal herfra lyde en stor tak til Hundested for en god hård kamp, og vi håber vi kan få to ligeså gode kampe næste sæson. Der skal også lyde en stor tak til Bo Sørensen for gode billeder (rugbyfoto.dk) og Michael Schumer for at optage kampen (https://www.youtube.com/user/drhemp).
Inden næste sæson er der dog en sidste opgave, der skal løses. Det er DM-finalen mod Speed i København. Hjemmebaneopgøret endte 21-20 til Aarhus og begge hold er blevet forstærket siden da, så der er lagt op til et brag af en kamp. En kamp hvor vinderen tager guldet. Få pladser er stadig tilgængelige for supportere i bussen, følg med på Facebook.
Powered by themekiller.com anime4online.com animextoon.com apk4phone.com tengag.com moviekillers.com